Den revolutionære historie

1871: Pariserkommunen
I 72 dage eksperimenterer Paris' indbyggerne politisk, økonomisk og socialt med et revolutionært selvstyre og vedtager en række vidtgående socialistiske love, som bl.a. muliggør undervisning for byens piger og gør det lovligt for ansatte at overtage deres firma. Byens politiske eksperiment blev brutalt nedkæmpet af den franske hær. 30.000 parisere blev dræbt.

1917: Den russiske revolution
I februar 1917 bryder der omfattende strejker ud blandt arbejdere i Petrograd, og zaren tvinges til at abdicere. Mange arbejdere danner sovjetter. Disse råd af arbejdere varetager produktionen og fungerer som en vigtig politisk kraft. I oktober tager bolsjevik-partiet under ledelse af Lenin og Trotskij magten ved et statskup. Efter kort tid udelukkes anarkister og ikke-bolsjevistiske kommunister og afsporingen af revolutionen tager fart.

1965: Watts
Efter endnu et eksempel på racistisk politiadfærd bryder der omfattende uroligheder ud i kvarteret Watts i Los Angeles. I seks dage får indbyggerne afløb for deres vrede og frustrationer gennem kampe med politiet og omfattende plyndringer. Mere end 600 butikker raseres, og først da 10.000 hjemmeværnssoldater sættes ind, dør uroen ud. I forlængelsen af Watt's, hvor de sorte siger fra over for racisme og politisk-økonomisk undertrykkelse opstår Black Panther Party som en sort frihedsbevægelse.

1968: Maj ’68
Studerende og arbejdere sætter i maj-juni 1968 den franske regering under voldsomt pres gennem gadekampe og omfattende strejker. Arbejderne forlader deres fabrikker, og de studerende driver rundt i gaderne og blokerer på den måde det funktionsopdelte industrisamfund. Alle de gældende hierarkier udfordres. I løbet af de næste 45 år forvandles den korte eksplosion til neoliberal omstrukturering og idéerne om autonomi og selvstyring oversættes til management og karriereudvikling.

1978: Iran
Indbyggerne i et slumområde i Teheran går til angreb på politiet, da de skal smides ud. Begivenheden udløser en bølge af demonstrationer, strejker og sabotageaktioner. Shanens regime sætter hårdt mod hårdt og skyder tusindvis af demonstranter. De fattige og arbejdsløse slutter sig sammen med de studerende, arbejderne og kvinderne i million store  demonstrationer i Teherans gader. Shahen tvinges til at flygte, og i januar 1979 tager Khomeini og de marxistiske Fedai-guerillaerne magten. I løbet af kort tid eliminerer Khomeini de sociale og politiske eksperimenter og etablerer et diktatorisk teokrati.

2001:  Genova
I juli 2001 deltager op mod 200.000 i protesterne mod det G8-møde, der afholdes i Genova under enormt politiopbud. Det kommer til omfattende gadekampe uden for det otte meter høje hegn, hvor verdens syv rigeste lande lægger planer for yderligere global neoliberalisering. Den italienske stat viger ikke tilbage for gennembankning af demonstranter og journalister, og en demonstrant bliver skudt og kørt over af en politibil. Krigen mod terror smadrer antiglobaliseringsbevægelsen gennem kriminalisering og terroristisk antiterrorisme.

Revolutionære begreber

Kritikken af skuespillet
I skuespilsamfundet holdes et splittet kapitalistisk samfund sammen ved hjælp af billedlige dominansformer, som koloniserer dagligdagen og vores evne til at forstå livet. Dagligdagen er reduceret til overlevelse, og det menneskelige begær er perverteret af falske varebaserede behov, hvor Coca Cola bliver tilfredsstillelsen af tørst.

De fortabte børn
De store revolutionære projekter findes ikke mere. Modernismen er ovre, og klassekampen finder sted som spredte modreaktioner, hvor revolutionens fortabte børn smadrer Irma City eller smider sten efter P-vagten.

Den kunstneriske revolution
I det iscenesatte varesamfund indeholder kunsten et løfte om lykke, som ikke kan indfries. Derfor skal kunsten virkeliggøres, og adskillelsen mellem kunst og dagligdag ophæves. Der skal finde en æstetiske forvandling af hele samfundet sted gennem direkte og totalt demokrati.

Legen
I menneskets eksperimenterende, legende adfærd udfordres de falske behov, som kanaliserer alle forhold gennem vareformen og reducerer livet til et postkort uden dybde. Legen er uforenelig med det opsplittede døde liv.

Den befriede by
Byen er blevet sted for arbejde og konsum og intet andet. Bevidstløst bevæger vi os igennem byens geografi i de samme gentagelige mønstre uden at ænse omgivelserne og hinanden. Hjem-bus-arbejde-bus-hjem. Den døde by skal fyldes med orgier og muliggøre andre værensformer som vi så i Hyskenstræde.

Selvorganisering
Skuespillets passificering skal afvises til fordel for den aktive og selvbevidste produktion af livet. Adskillelsen mellem dagligliv og politisk aktion, mellem kunst og teori ophæves. Vi afviser skuespillet og tager selv affære. Her er der ingen ledere og intet parti - der er ikke noget program, der skal realiseres.