This World We Must Leave - det brændende arkiv

De ikke-realiserede revolutioner
Perspektivet for This World We Must Leave er nutidigt fremadrettet, men der indgår også en historisk dimension i projektet, i form af 'det brændende arkiv' hvor vi inddrager og bearbejder en række revolutionære historiske begivenheder – Pariserkommunen, Den russiske revolution, Watts, Den iranske revolution og Genova 2001 – som eksempler på, hvordan begæret efter en anden verden har brudt den gældende ordens tynde overflade og fået lov til at flyde frit for en tid.

Begivenhederne indgår i et arkiv bestående af dokumenter fra den Situationistiske bevægelse, malerier og tryksager, som struktureres omkring seks centrale begreber: Den kunstneriske revolution, Selvorganisering, Kritikken af skuespillet, Legen, De fortabte børn og Den befriede by. Den situationistiske bevægelse forsøgte i 1950’erne og 1960’erne at iværksætte en æstetisk forvandling af det iscenesatte varesamfund, hvor billeder holdt et splittet kapitalistisk samfund sammen. I forlængelse af Karl Marx og Georg Lukàcs beskriver situationisterne kapitalismen som et tingsliggjort og selvlegitimerende system, som kommanderer med menneskene, der bevidstløst producerer og konsumerer varer. I det kapitalistiske samfund er forholdet mellem mennesker ulykkeligt, ikke blot fordi den kapitalistiske produktionsmåde forarmer et stort flertal af befolkningen, men også fordi denne produktionsmåde skaber et tågeslør, som den indhyller sig i, så det ikke er muligt at se, at den er årsag til fattigdommen. Det kapitalistiske system regner ikke med frie mennesker, men med varer. Vareformen bliver den sociale organiserings konstitutive princip. Det er denne misere, som situationisterne i forlængelse af den revolutionære tradition og avantgarderne ønsker at ophæve.

Perspektivet for de tematiserede historiske begivenheder og det situationistiske projekt er ikke entydigt, da de på en og samme tid har været udtryk for et genuint befrielsespotentiale, hvor der skete et brud og en anden verden blev synlig, og alle som en er nederlag, da de revolutionære intentioner aldrig er blevet realiseret i deres fulde konsekvens. Arkivet tematiserer en serie af historiske nederlag, hvor revolutionære kastede sig ud i begivenheden og satsede alt i et forsøg på at slippe ud af denne verden og dens afhængighedsskabende og fremmedgørende strukturer. Skuespilsamfundets bedøvende bombardement lammer den menneskelige bevidsthed, men formår ikke helt at lukke den ned. Som den tyske sociolog Oscar Negt og den tyske filminstruktør Alexander Kluge skriver, er der tale om en ikke-integrerbar egensindighed, der som et umedieret begær hele tiden søges eksproprieres og gøres til objekt for akkumulation og skabelsen af profit, men som aldrig helt går op i systemet. Disse korte intense revolutionære momenter lever videre som ikke-realiserede potentialer, der vedbliver at hjemsøge den herskende orden, og som mere eller mindre konstant kommer til udtryk som de ‘formålsløse’ aggressioner og selvdestruktive gestus, denne verden er så fuld af. Der er altså altid en rest tilbage, der enten kommer til udtryk som hverdagslivets små voldelige excesser – når der smides sten efter P-vagten eller Irma City plyndres – eller en gang imellem manifesterer sig som egentlige revolutionære momenter, hvor denne verdens misère viser sig at kunne ophæves.

De på udstillingen iscenesatte historiske projekter er på den måde ikke kun udtryk for historiske nederlag, de er alle ligeledes udtryk for grundlæggende brud med den herskende socio-økonomiske orden, og de udgør hver på deres måde en tilsynekomst af nye former for livspraksis og begær. De er med andre ord åbne uafgjorte historiske momenter fyldt med utopiske impulser, der blev mødt med voldsom undertrykkelse og repression af den herskende orden. På den måde skitserer arkivet en underjordisk historie med en række af revolutionære begyndelser, der aldrig blev realiseret. Arkivet danner baggrund for de tre film, som udgør faser af den revolutionære afsked med denne verden.

Mikkel Bolt og Jakob Jakobsen