Filmmanuskript

Scene 1

"Vi kan ikke selv vælge det rod, vi er tvunget til at leve i – hele samfundets kollaps – men vi kan vælge vores exit." - C. L. R. James

Der er ikke noget udenfor. Der er ikke nogen uden for denne verden. Før sagde samfundet, at det her var det bedste, der kunne være. Nu siger det, at det her, er det, der er. Det kan være godt eller skidt, men der er ikke andet. Det kapitalistiske samfund er det, der er. Det er uendeligt. Det kapitalistiske samfund er uendeligt. Der er ikke andet. Andet end kapitalis- mens enorme krop, som vi er en lille bitte del af. Som vi reproducerer hver dag. Igen og igen. Hver dag genskaber vi denne enorme indiskutable og uigennemskuelige monstrøse krop af kontrol, undertrykkelse og dominans, som det ikke er muligt at komme på afstand af. Vi er kroppen, den er os. Nu og i morgen. Den er indeni os, vi kan ikke komme på afstand af den, den er trængt ind i os. Der er ikke noget os udenfor, der er ikke noget mig adskilt fra kapitalen. Jeg er billedet, billedet er mig.

Hver dag genskaber vi en helhed, som vi ikke kan forstå. Vi er alle sammen godt klar over, at den helhed, som vi er underkastet, kun eksisterer, fordi vi skaber den, men alligevel fremstår den uden for vores rækkevidde, som om vi ikke er med til at genskabe den hver evig eneste dag. Vi har mistet overblikket.

Jeg ser mig selv ligge fladt på maven, lukker øjnene og falder i søvn. Og vågner op og åbner munden og tungen kommer ud. Men jeg vågner ikke. Jeg kan ikke vågne op igen. Vi sover alle sammen den samme søvn, som vi ikke kan vågne op fra. Vi ligger og rykker os frem og tilbage i sengen, mens kroppen bliver mere og mere træt og langsomt går i opløsning, forfalder og visner. For vi bliver ikke udhvilede af at sove, vi bliver blot mere angste og fuldstændigt desperate for endelig at falde rigtigt i søvn, sove og komme et andet sted hen. Men der er ikke noget udenfor. Modernismens onde drøm er virkeliggjort. Enhver form for ydre er blevet opslugt og foldet ind i skuespillets flimmer.

Scene 2

"Ikke alene hersker der generelt anarki blandt reformatorerne, enhver må også indrømme over for sig selv, at han ikke formår at danne sig noget præcist billede af, hvad der vil komme til at ske. Det er imidlertid netop fordelen ved den nye retning, at vi ikke dogmatisk foregriber verden, men derimod kun søger at finde den nye verden gennem kritikken af den gamle." - Karl Marx

A: Der findes ikke nogen fredelig opstand. Der er ikke nogen grund til at glorificere brugen af vold; men vold er nødvendigvis en væsentlig ingrediens i grundlæggelsen af et nyt samfund. Det er derfor dumt og naivt at forestille sig politik uden vold, og der er uden tvivl altid et behov for at svare igen, forsvare sig og sikre det nye. Som da de sorte pantere bevæbnede sig, eller kommunarderne i Paris nægtede at lade sig afvæbne af de regeringstro soldater, som forsøgte at tilegne sig byens kanoner. Statens magtmonopol skal brydes, længere er den ikke. Det forstod den franske forfatter Alfred Jarry, der ofte var bevæbnet, når han gik omkring i Paris i begyndelsen af det 20. århundrede. Det betød ikke, at han affyrede sin revolver, men han var bevæbnet og accepterede ikke politiets og hærens magt. Han forstod, at terror er statens sundhed. Når konflikterne blot ulmer, fungerer indlemmelsen mindre synligt, men når opstanden først sker, og vi er på gaden sammen, så sættes hæren ind, og staten viser sit terroristiske væsen.

B: Men der er ikke længere nogen såkaldt revolutionær bevægelse her. Der var engang en bevægelse, som kaldte sig revolutionær, men den forsvandt og brød sammen, da det viste sig, at den bare var en kapitalistisk bevægelse, som var med til at omorganisere det kapitalistiske samfund, optimere det. Det europæiske proletariat eksisterede som klasse fra 1848 til 1968, hvor det endegyldigt viste sig, at det ikke var i stand til at håndtere den moderne verdens sociale konflikter. På intet tidspunkt har proletariatet handlet med henblik på ophævelse af penge- og statsformen. I stedet stemte de socialdemokratisk for arbejderkonsum og er i dag syet helt sammen med de nationale demokratier. I dag er det de enorme menneskemasser i Kina, Sydøstasien, Afrika og Sydamerika, der er mest gang i. Hvis der er noget undergravende verdenssubjekt, der kan presse på, gøre oprør mod det gældende herredømme og ophæve arbejdet, pengene og staten, så er det de fordømte på jorden.

C: Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Her? Nu? Hvor nu? Hvornår nu? Kalde det for nu. Det er nu, det sker! Men hvad nu hvis det viser sig, at det ikke var nu alligevel, hvis man skulle have ventet lidt, var for hurtigt ude. At man så ikke har kræfter til noget. Ikke flere spørgsmål. Nu sker det. Hvad skal der ske? Hvad må der gøres? Ikke flere analyser og overvejelser, der skal handles. Fortolkning skal erstattes af aktion. Men kan det tænkes, at man efter at have være i gang, efter handlingen, når man har gjort noget, bare har gjort det samme, at der ikke er sket noget. Hvad hvis det viser sig, at jeg bare er blevet, hvor jeg var. Forblevet den jeg var. Men der er slet ikke sket noget. Måske er det eneste, jeg har gjort, bare at bekræfte tingenes tilstand.

A: Men miseren er så omfattende, at lortet er ved at falde helt fra hinanden. Vi hjælper tingene på vej. Får det til at kollapse. Opgaven er at få det hele til at bryde helt sammen. At kæmpe mod den eksisterende orden må være at ødelægge det hele og blokere for kom- munikation, færdsel og udveksling. Skuespillets kybernetiske netværk skal kortsluttes. Dets forbindelseslinjer skal smadres. Det er dér, vi begynder.

B: Men hvad skal der gøres? Ved vi virkelig det? Er det klart? Vladimir Lenins løsning – skabelsen af en lille avantgarde af bevidste mænd, der tager magten og styrer revolutionen – er vel ikke længere en løsning. Den russiske revolution må være et vidnesbyrd om den models fallit. Så meget er vel klart. Det kan ikke give mening at påstå, at man opbygger proletariatets parti. Men hvad skal vi så gøre? Kan vi overhovedet stille spørgsmålet ‘Hvad bør der gøres?’ Ved vi, hvad det vil sige? Og hvem er det der stiller spørgsmålet, eller for den sags skyld besvarer det? Er det ikke bare en kortslutning, som sikrer, at der slet ikke sker noget som helst? Måske var det bedre helt at undlade at stille spørgsmålet, trække det tilbage, annullere det. Trække det tilbage, glide bort, fordampe.

A: Der er altid en vis dosis passion i den revolutionære kamp for kommunisme. Altid. At dræbe er selvfølgelig ikke det samme som at kommunisere, den kommunistiske revolution undergraver mere end den eliminerer. Men at afvise brugen af vold, det er at afstå fra revolution.

C: Alle disse spørgsmål og alle disse svar, eller er det alt sammen spørgsmål? Hvad kan jeg gøre, i den situation jeg befinder mig i? Hvordan skal jeg gå frem? Hvordan kan jeg gå frem? Er det mig? Er der overhovedet nogen? Noget mig? Er vi flere? Noget vi? Det hele er til at fortvivles over. Jeg ved ikke engang, hvad ‘vi’ vil sige. Jeg er i hvert fald ikke sikker. Heller ikke på ‘jeg’. Sandheden er vist, at jeg taler om ting, jeg ikke ved noget om, at jeg ikke er sikker på ret meget, men at jeg dog... nej, jeg er heller ikke engang sikker på det. Eller også har jeg glemt det. Jeg vil dog ikke holde op med at tale, jeg holder ikke mund. Jeg kan ikke. Ikke nu. Nu.

B: Der er nemlig ingen revolutionær identitet. I det biopolitiske kontrolsamfund er det det aktive afkald på identitet, som er revolutionært. Vi kaster prædikaterne fra os og holder os langt væk fra såkaldt revolutionære subjekter, der kun har en funktion i forhold til magten som politiets spejlbillede. Den biopolitiske magt ønsker netop at fæstne enhver modstand til det såkaldte samfund, ønsker at klistre de revolutionære ind i det sindssyge glansbillede af ét samfund, som magten altid har travlt med at skabe. Det er absolut nødvendigt ikke at affirmere nogen ny identitet, vi er hverken det ene eller det andet, hverken anarkister eller reaktionære, ‘Black Block’ eller hooligans. Vi kan med god ret proklamere: Vi eksisterer ikke. Og du fanger os aldrig. Bomberne er allerede placeret, og de sprang det hele i luften for fem minutter siden.

Scene 3

"2. august 1914. Tyskland erklærer Rusland krig. Om eftermiddagen i svømmehallen."
- Franz Kafka

Folk står og taler sammen, diskuterer, gestikulerer, mange griner, nogle står bøjet over de madvarer, som er blevet slæbt fra supermarkedet ud på vejen, mens andre forsøger at sætte ild til et kasseapparat, som er sat ned i en indkøbsvogn. Der flyder et par døde betjente rundt i Sankt Jørgens Sø. Endnu en motorvejsstrækning er blevet pløjet op og beplantet med buske og træer. Andre er blevet fyldt med landminer. Stadig flere soldater deserterer. Direktøren for Jyske Bank har skiftet side og har sprunget sin bank i luften. Pengesedlerne brænder. Byens gader er fyldt med kaos og orgier.